Vi bor i Skibby som ligger i det dejlige Hornsherred. Her er vi tæt på marker, skove (bl.a. Nordskoven ved Jægerspris Slot), Isefjorden, Roskilde Fjord og Koholm mosen, så vi har alle muligheder for at gå tur med vore hunde i spændende omgivelser.

Min kærlighed til collien startede i 70-erne, da jeg fik min første collie, en dejlig zobel-tæve ved navn Sussie. Efter Sussie blev det ved tilfældigheder schæfere, som jeg kastede min kærlighed over. Jeg nåede at have 6 schæfere i alt, men der var aldrig en af dem, som havde den helt specielle personlighed som min første collie. Så selvom jeg har været meget glad for mine schæfere, så har det altid været et ønske at få en collie igen. Det er nu gået i opfyldelse, og jeg kan kun sige, at mine forventninger til collien, med dens helt specielle væsen, er opfyldt til fulde.

Min tid med schæferne var præget af den gammeldags opdragelse, hvor ubetinget lydighed var et must. Min (nu eksmand) var instruktør på Flyvevåbnets Hundeskole, så brugshundetræning var en naturlig del af vores "hundeliv". 

Min helt klare holdning, da jeg fik collie igen var, at jeg ikke længere ville køre den strikse opdragelse mere. Jeg bruger i stedet de metoder, som anbefales af Roger Abrantes og Runar Næss. Jeg har også studeret Victoria Stilwell's metoder. Ved hjælp af disse kloge hundemennesker, har jeg lært at "læse" mine hundes adfærd meget bedre, og deres metoder fungerer perfekt sammen med collien's psyke, som er betydelig mildere og mere følsom end schæferens. Jeg har ikke haft brug for at skælde ud en eneste gang.

Jeg vil ikke skrive en masse om collien's psyke, den er beskrevet udmærket her: www.collie.dk

Jeg kan kun sige, at jeg ikke har fortrudt, jeg igen har fået collie.